ROLD SKOV LEKSIKON

Disse kilder - klare og rene . . . . . . . . . .


Rold Skov kilder:

Kilder - generelt
Blotkilde
Blåhøl
Den ukendte kilde
Egebæks Kilde
Gravlevkilden
Helligkorskilde
Hummelbæk
Kousbækken
Lille Blåkilde
Marivæld
Parkkilden
Ravnkilde
Rold Kilde
Springkilden
Store Blåkilde
Teglgaardsmølle Kilde
Thekilden
Thingbæk Kilde


BLÅHØL - historien om sivskoene -

ved Helge V. Qvistorff

Blandt Rold Skovs store kilder er Blåhøl den
mindst kendte - og blandt dem, der har hørt
om den, er det de færreste, der har set den.
Det er der egentlig ikke noget mærkeligt i, for
Blåhøl ligger afsides og på privat grund, og der
fører ingen rigtig vej dertil.

Det kan undre, at stat, amt eller kommune ikke
har lavet en natursti til kilden, for den har en
smuk beliggenhed i Lindenborg Ådal - ikke langt
fra den fredede egeskov Skindbjerglund ved
landsbyen Skinbjerg.

Skal man finde Blåhøl - og det er der god grund
til - så er det nemmest at køre til Skindbjerg, og
dér finde en barmhjertig sjæl, der kan vise vej til
kilden. Der er ikke særlig langt - en kilometer
hen og en kilometer tilbage. Men har man stedsans
kan man fortsætte mod nordøst og gå oppe på
skråningen, der følger Lindenborg Å, indtil man
kommer til Skindbjerglund. Her kan så gå gennem
den herlige gamle skov, der er en rest af den
oprindelige Rold Skov - dengang Rold Skov var en
egeskov. Fra skoven kommer man så tilbage til
Skindbjerg - en dejlig rundtur på små fire kilometer.

foto af Esther Studstrup


Men hvad særligt er der så ved Blåhøl? Nå, der er såmænd ikke noget særligt ved den, hvis det da ikke lige var, at det ikke bare er Danmarks mest vandrige kilde, men den mest vandrige i hele Nordeuropa. Det vil altså sige, såfremt Lille Blåkilde ikke på den givne tidspunkt er den største - og det kan meget vel være, for begge giver omkring 150 liter vand i sekundet. Det varierer imidlertid, hvilken af dem der er størst.

Blåhøl - “det blå hul” - er en typisk bassinkilde, og når man kommer gående oppe på ådalens bakkeskråning og pludselig ser den ligge som en blindtarm til Lindeborg Å, så er den meget stor - og blå er den også. Ikke at sammenligne med Store Blåkilde, for ingen anden kilde kan sammenlignes Store Blåkilde. Så blå er kun den. Men Blåhøl har også et klart blåligt skær. Den er heller ikke nær så dyb som Store Blåkilde - vel blot en halv til en meter. Men i omkreds er de omtrent lige store.

Jens Andersen bor overfor Blåhøl på den anden side af åen, hvor der i øvrigt også er en række kilder. Dér ved åen og Blåhøl, har han haft sin opvækst, og han fortæller, hvordan han har fisket her gennem 60 år. Af alle de år var 1996 den dårligste sæson. Normalt fanger han 30-40 ål, men i 1996 blev det blot til én eneste. Udover ål fanger han havørreder, bækørreder og lidt skrubber. Hvorfor ålene har holdt sig væk, er der ingen forklaring på.

Lad os give Jens Andersen ordet: “I de hårde vintre mellem 1940 og 1945 kunne åen fryse til, så vi med forsigtighed kunne gå over isen. Blåhøl derimod frøs aldrig til, og det gjorde, at ænderne samledes sig der - og høllet kunne være helt fyldt med ænder!”

“Østen for Blåhøl er der stenbund i åen, og der er der en gammel gydeplads. Her har jeg set ørreder på en meter og endda mere stå og gyde. Det gik så vildt for sig, at skummet af rogn kunne flyde ned ad åen. Prøvede man at sætte en pind mod fisken flyttede den sig ikke, så optaget var den af at gyde!”


Da Jens var dreng, fiskede han en dag som sædvanligt i nærheden af Blåhøl. Det har været omkring 1938 eller 1939. Pludselig kom der en fin lille sivsko sejlende nedad åen. Jens fik den reddet i land og tog den med hjem for at tørre den på komfuret. Han syntes, den var så pæn. En så fin og lille sivsko havde han aldrig set.

Dagen efter var han igen ved åen, og nu opdagede han, at den anden sivsko havde sat sig fast ved brinken. Også den fik han reddet i land, og han syntes, at de var så pæne, at han havde dem stående til pynt.

“Men glæden var kort,” fortæller Jens Andersen, “det rygtedes nemlig, at en gammel kone fra Støvring, havde været på besøg på Skørping Holme. Da hun ud på natten skulle hjem og ville gå over spanget på åen, var hun faldet i vandet og druknet. Så kunne man jo nok regne ud, at sivskoene var hendes, og så var de ikke så pyntelige mere og kom snart ud af huset!”

Fra Helge V. Qvistorffs bog: "ROLD SKOVS KILDER" - 1996







  Tilbage til:       Forsiden       Hovedmenu                                                                                                                                                    webdesign: lennart@greig.dk