ROLD SKOV LEKSIKON

Disse kilder - klare og rene . . . . . . . . . .


Rold Skov kilder:

Kilder - generelt
Blotkilde
Blåhøl
Den ukendte kilde
Egebæks Kilde
Gravlevkilden
Helligkorskilde
Hummelbæk
Kousbækken
Lille Blåkilde
Marivæld
Parkkilden
Ravnkilde
Rold Kilde
Springkilden
Store Blåkilde
Teglgaardsmølle Kilde
Thekilden
Thingbæk Kilde


LILLE BLÅKILDE - og dog den største -

ved Helge V. Qvistorff

Hvad enten man går den ene vej eller den anden
vej, så er turen til Lille Blåkilde på mindst
tre kilometer, men hvilke tre kilometer! Der er
flere muligheder. Lad os tage den første: Man
kan køre fra Rebild ad Rebild Kirkevej eller fra
Buderupholmvejen mellem Buderup Bro og
Skørping ad Rebild Kirkevej. Midt i skoven
standser man ved parkeringspladsen, hvorfra
der er skilte, der viser vej til Lille Blåkilde. Rebild
Kirkevej er en af de få virkelige skovveje, hvor
man må køre i bil.

Det pudsige er jo, at Rebild ikke har nogen kirke
og aldrig har haft det, selv om byen givetvis har
været et kultsted i hedensk tid. Som oftest over-
tog de kristne kultstederne og byggede kirkerne
dér, men det er ikke sket for Rebilds vedkom-
mende. Når rebildboerne skulle i kirke måtte de
tage til den kønne Gammel Skørping Kirke - ad
Kirkevejen. En sådan vej skulle naturligvis være
åben for de vejfarende, og derfor er den - i
modsætning til så mange andre skovveje -
endnu farbar for menigmand.

Fra parkeringspladsen kan man så gå til kilden,
men det er en ganske almindelig skovvandring
ennem granskov og senere bøgeskov, og den

foto af Esther Studstrup

g kan slet ikke måle sig med den anden mulighed: Turen fra fruesko-parkeringspladsen på Buderupholmvejen og til kilden. Den vej er for mig noget af den smukkeste tur, der er i hele Rold Skov.

Straks efter man er startet fra parkeringspladsen kommer man gennem et lille stykke skov med graner, der anvendes til pyntegrønt, hvilket man tydeligt kan se af de afklippede grene. Kort efter kommer man ud på toppen af skråningen ned mod Lindenborg Ådal, der her er klædt i gammel rold skov-bøg. Disse små, hårdføre, forkrøblede bøge, der ikke er at sammenligne med bøgens højsale, sådan som man ser dem i Dyrehaven i Klampenborg, ved Vejle eller i Nørreskoven på Als. Men der er meget mere gods i dem, mere sjæl. De er særlinge, vejrbidte himmerlændinge, der lever en kummertilværelse. Foroverbøjede ja, men med rygrad. De trodser både vejr og vind.

Hele dette stykke skov hedder med rette Bjergeskov. På en lang strækning falder den brat ned mod dalen, og hele området er af usædvanlig skønhed og variation.

Nede på skråningen ser man indhegningen, hvor Danmarks største vildtvoksende orkidé holder til. Det er en kalkelskende plante, der holder af dette sted, hvor kalken kommer helt op til overfladen. Tager man en håndfuld jord op, vil man se, at der er stykker af kalk i den.

Frueskoen er en imponerende blomst - stor og med gul læbe og brune blade. Den blev fundet her af en botaniker i 1884. Indtil da anede man ikke, at den fandtes vildtvoksende i Danmark, og i hen ved 100 år var det også det eneste sted i landet, man kunne se den. Nu vokser den endnu et sted, hvilket er en dyb hemmelighed, fordi man med rette er bange for, at folk skal plukke de flotte blomster. Så meget af sløret kan imidlertid løftes, at det er i nærheden af Rold Skov. I en årrække har det stået skralt til med fruesko i Bjergeskov. Den blomstrer omkring grundlovsdag, og der har kun været et beskedent antal, medens de myldrer frem i den nye bevoksning.

Skovfogeden, Lars Jacobsen, fortæller: “I 1996 havde vi 92 planter med 44 blomster. Det var en lille fremgang, fordi vi havde lysnet en smule for frueskoen, og vi ved, at når der lysnes, så kommer der flere. Vi må også holde underbevoksningen væk, og derfor sender vi tre eller fire får ind i indhegningen i slutningen af september!"

Foruden frueskoen vokser der masser af liljekonvaller og blå anemoner. Orkidéen eller gøgeurten “den røde skovlilje” findes også spredt under bøgene. Den er meget sjælden, men findes dog også på Møns Klint.

Fra frueskoen går det stejlt ned i dalen og så til venstre sydpå mod Lille Blåkilde. Det er et af de få steder i skoven, man kan se egetræer af antagelig størrelse. Skulle jeg komme med en kritik af Rold Skov - og det har jeg svært ved - så skulle det være, at der ikke er store bevoksninger med gammel eg.

Et stykke fremme smyger et smalt engdrag sig helt ind til skoven. Gå ud mod Lindenborg Ådal med skoven på den ene side og engdraget, kaldet Åløkke, på den anden. Når du kommer ud til dalen, går der en sti oppe på toppen af skråningen. Den skal du følge. Den står for mig, som den smukkeste sti på hele Rold Skovs 80 km². Her er kæmpemæssige bøgetræer og ege. Her er hassel, tjørn og enebær. Nogle af kæmperne er gået til, men de får lov til at ligge. Måske må du gå en lille omvej for at komme rundt om dem, med det er kun med til at forøge charmen. Dette er noget af det nærmeste, du kommer til urskov i Rold Skov.

Snart åbner landskabet sig for dig, og du har en flot udsigt over Lindenborg Ådal med åen, der bugter sig af sted på sin vej mod Limfjorden. På den anden side af dalen ser du et hus klædt i mørkt træværk og med stråtag. Oprindeligt var det et hvidt himmerlandshus, som de andre gamle huse på egnen. Det fik et øgenavn, der havde rod i en tragisk hændelse, for det blev kaldt for “Lusitania” efter den 32.000 tons store engelske passagerliner, der blev sænket af tyskerne i 1. Verdenskrig. Det var den 7. maj 1915 udfor Irlands sydkyst. Næsten 1200 mennesker omkom, deraf mange amerikanere. Episoden skabte en bølge af harme i USA og var indirekte medvirkende til, at Amerika erklærede Tyskland krig i 1917.

Hvorfor blev dette lille hus så kaldt for Lusitania? Ja, det har en helt anden og langt mere prosaisk forklaring. Blot 500 meter længere oppe i dalen ligger herregården Buderupholm godt gemt. Lusitania eller Lundehuset, som er det rigtige navn, var dér, hvor gårdens malkepiger boede, og de havde ofte lus. Og derved fik huset et øgenavn, der byggede på dette kryb!

Nå, nu er det jo ikke malkepigernes lus, det drejer sig om, men Lille Blåkilde - og den lader ikke vente længe på sig. Blot lidt længere fremme går trappen ned til kilden. 90 trin er der - i hvert fald deromkring. Er man botanisk interesseret er denne skråning en seværdig med masser af forskellige planter og buske, der er sjældenheder. Alle er de kalkelskende, og de vokser faktisk lige i kalken.

For foden af bakken går stien hen til kilden, som man kan passere på planker, der er lagt ud. Her kan du se, hvordan Lille Blåkilde kommer direkte ud af kalken, og dermed er den en typisk “strømkilde” - altså en kilde, der starter direkte i kalken.

Mange bliver skuffede, når de ser Lille Blåkilde, og siger: “Er den ikke større?” Men straks får den hjælp af et hundredtal af ganske små kilder, der pibler op overalt i engen og i kildebækken, og blot nogle få meter fra det egentlige udspring er den en kilde af format. Ja, med undtagelse af Blåhøl, der fra tid til anden er lidt større, er det den mest vandrige kilde mellem Nordkap og Alperne.

Det er da forbavsende, at i et land, hvor store naturseværdigheder er en mangelvare, der har man i skolebøgerne fuldstændig glemt at fortælle, at vi har Nordeuropas mest vandrige kilder - med Lille Blåkilde i spidsen. Jeg lærte i hvert fald ikke noget om det i geografitimerne i den sorte skole i København.

Fortsætter man et lille stykke længere fremad gennem sivene, vil man se et par små bassinkilder, hvor man ligesom i Store Blåkilde kan se, hvordan sandet hvirvles op af vandets tryk fra undergrunden. I forhold til Store Blåkilde er de dog bare i miniatureformat.

Gå også til den anden side, hvor kilden løber ud i Lindenborg Å. Her kan man rigtig se, hvor meget vand, der løber. 150 liter hvert sekund eller 540.000 liter i timen eller 13 millioner i døgnet. Det er vist lige så meget, som for eksempel Frederikshavn og Sæby bruger tilsammen.

Netop her har jeg haft en dejlig oplevelse. Gennem flere år havde jeg været på udkig efter isfuglen. Denne fugl, der er et orgie af farver. Ja, den ligner meget mere en tropefugl end en dansk fugl. Men jeg så den aldrig, selv om jeg havde brugt timer i venten på den. Så en dag, da jeg stod her, kom den og satte sig på en kæp, der dengang stod i kildebækken - mindre end ti meter fra mig.

Jeg var særlig heldig, for jeg havde mit kamera med, så jeg kunne tage et billede af den, hvilket jeg da også gjorde - uvidende om, at jeg havde taget det sidste foto, og kameraet sagde bare klik, og isfuglen skyndte sig væk. Det væsentlige var dog, at nu havde jeg set isfuglen. Siden har jeg set den adskillige gange.

En anden oplevelse ved Lille Blåkilde var også flot. I hvert fald til at begynde med! Det var engang, jeg var ude at gå med en snes damer fra Aalborg, der gerne ville se den berømte kilde. De blev vildt imponerede, da de ved udspringet så et stort antal engblommer - denne høje, flotte, gule og fredede blomst - og det var da også et flot syn. Da vi kom tilbage til fruesko-parkeringspladsen, og jeg sagde farvel til damerne, så jeg, at en af dem havde en buket af engblommer - en 20-30 stykker vil jeg tro. Hvad siger man så?

Der er flere muligheder for at gå tilbage til bilen fra Lille Blåkilde. Man kan gå samme vej tilbage, eller man kan fortsætte lige frem, når man kommer op til toppen af trappen fra Lille Blåkilde. Man fortsætter forbi en lysning på venstre hånd og nogle ældgamle rold skov-bøge ved en kæmpehøj til højre. Bøgene har adskillige “øjer”, som man kan kravle igennem, hvis man vil slippe for engelsk syge og andre soter.

100 meter fremme drejer en vej skarpt af til venstre gennem Nældedalen. Omkring 100 meter fremme kan man inde mellem granerne til højre finde en stensat middelalderbrønd, hvor skovens folk hentede deres drikkevand. Lidt længere fremme kommer man igen til Åløkke, og ved fruesko-indhegningen er det igen opad og opad til toppen af Bjergeskov og til bilen.

Endelig kan man også fortsætte forbi Lille Blåkilde og de små bassinkilder. Man skal over en stente, og så er man ude i ådalen, hvor der går en lille træbro over åen. På den anden side af åen kan man så gå til højre forbi “Lusitania” og gennem den kønne bøgeskov “Lunden” forbi Buderupholm Hovedgaard til landevejen og Buderup Bro.

Så snart man er kommet over Buderup Bro, drejer man til højre ad den kønne vej gennem bøgeskoven. Her kommer man forbi et stort bøgetræ, der læner sig ud mod engen. Det er “Bettefandens Træ” - opkaldt efter den mest navnkundige af “Røverne fra Rold”. Steen Steensen Blicher har skrevet en novelle om den lille skrutryg på 145 centimeter, der huserede på egnen omkring 1840. Hans rigtige navn var Johannes Jensen, og han kom fra den lille by Stenild ved Hobro.

På vejen kommer man forbi den tidligere vandmølle Teglgårdsmølle, hvis bassinkilde er omtalt andetsteds i denne bog. Længere fremme er man igen ved fruesko-indhegningen, og så er det bare at forcere bakken på vej mod parkeringspladsen.

Jeg er sikker på, at du vil give mig ret i, at det har været en meget smuk tur, og er der ikke noget spændende i at have stået ved den ene af Nordeuropas største kilder med det herligste, rene kildevand?

Fra Helge V. Qvistorffs bog: "ROLD SKOVS KILDER" - 1996






  Tilbage til:       Forsiden       Hovedmenu                                                                                                                                                    webdesign: lennart@greig.dk