ROLD SKOV LEKSIKON

Disse kilder - klare og rene . . . . . . . . . .


Rold Skov kilder:

Kilder - generelt
Blotkilde
Blåhøl
Den ukendte kilde
Egebæks Kilde
Gravlevkilden
Helligkorskilde
Hummelbæk
Kousbækken
Lille Blåkilde
Marivæld
Parkkilden
Ravnkilde
Rold Kilde
Springkilden
Store Blåkilde
Teglgaardsmølle Kilde
Thekilden
Thingbæk Kilde


RAVNKILDE - den smukkeste af dem alle -

ved Helge V. Qvistorff

Man må vel have sine præferencer - og jeg synes,
at Ravnkilde er den smukkeste af alle Rold Skovs
mange kilder. På den anden side er jeg ikke et
øjeblik i tvivl om, at der er nogen, der foretrækker
Lille Blåkilde eller en helt tredje. Ja, Store Blåkilde
er vel nok den mest beundrede af dem alle. Men
jeg går altså ind for Ravnkilde, og jeg vil gerne
begrunde det: Den er så dansk! Og dertil kommer,
at den er mild, den er venlig, og den er smuk.

Jeg er ikke ene om det synspunkt. Billedhugger
Bundgaard, der boede på den gamle Thingbæk
Vandmølle ovre på den anden side af Lindenborg
Ådal, må også have syntes det, for han fik et
ganske særligt forhold til Ravnkilde og har det
stadig, selv om han har været død i årtier. Men det
er en anden historie, og den kommer jeg tilbage til
senere.

Udover at være smuk har Ravnkilde også den
fordel, at turen til den er smuk. Ja, man kan lave
en kildevandring fra foden af Rebild Bakker til
Ravnkilde og videre ad den prægtige Ravnkildesti
op over bakkerne til Rebild og videre ned forbi
Gryden, hvor Rebildfesterne holdes, tilbage til
udgangspunktet, og så passerer man endda en

foto af Esther Studstrup

anden af de store kilder - Kousbækken.

Lad os gå turen sammen. Bilen kan vi parkere der, hvor vejen krydser bækken mellem Rold Stor Kro og Hulvejen op til Rebild. Vi går over vejen mod det kønne, hvide, stråtækte himmerlandshus - Lars Kjærs Hus - der ligger for foden af Rebild Bakker, og straks drejer vi til venstre og går langs med ådalen på venstre hånd og skråningerne op mod Lars Kjærs Hus til højre.

Lars Kjærs Hus er i dag mindestuer over egnens mest berømte krybskytte Lars Kjær og hans kone, spåkonen Marie. Er flaget oppe, kan man for en slik komme ind at se det lille, fattige hjem, der rummer så megen varme.

På venstre hånd ser man et stort, græs- og mosklædt kildeområde mellem landevejen og Lars Kjærs Hus. Den ene lille kilde efter den anden kommer op og har til at begynde med sit eget løb, indtil den løber sammen med andre små kilder og til sidst finder vej til Kousbækken.

Kildeområdet har ikke noget navn, men i et dejligt hæfte, der hedder “Rold og Rebild” fra 1928 - spækket med smukke fotos af naturfotografen Sigvart Werner - omtaler Rold Skovs daværende statsskovrider Poul Lorenzen en kilde ved navn Marivæld. I dag er der ingen, der ved, hvilken kilde der er Marivæld. Navnet er gået i glemmebogen, men mon ikke der netop kunne være tale om disse kilder. Dels fordi der er tale om et vældområde, og dels fordi spåkonen Marie boede her. Hun havde klumpfod og var derfor dårligt gående, men at gå den lille tur til vældene efter vand har hun kunnet klare, og Poul Lorenzen, der var en stor beundrer af egnens særlinge, kan meget vel have givet området navnet Marivæld som en hyldest til Marie.

Ud mod ådalen afgrænses området af en vold eller dæmning. Her lå der i gamle dage en vandmølle ved navn Kogers Mølle, og vældområdet var møllesøen. Det var en af ådalens mange vandmøller. Dengang kunne man se ikke mindre end seks vandmøller herfra. Vi er tilbage i 1500-tallet - på en tid da der sker dramatiske ting på Kogers Mølle.

Det var Rebilds gamle traktørkone Top-Karen, der fortalte, at mølleren på Thingbæk Vandmølle lå i med møllerkonen fra Kogers Mølle. For at gøre det af med “konkurrenten” i dobbelt forstand, satte han ild til Kogers Mølle, og ikke blot dén brændte, men møller Koger brændte med, og derved blev “thingbækmølleren” mordbrænder. Både han og elskerinden måtte lade livet.

Lidt længere fremme ser man bækken, der flyder med stor hast. Mange tror, at det er Lindenborg Å, men det er Kousbækken. Lindenborg Å løber længere ude i dalen. Her ved bækken kan man være heldig at se køerne gå rundt i engen og stå midt ude i vandet med benene godt plantet i kildebækken. Der er vist ikke mange steder i Danmark, man kan se den slags. En tidligere statsskovrider sagde: “Det er et billede på bronzealderen!”

Stien følger langs bakkerne, der her er klædt i spredte ener, taks og enkelte ege, men snart ser man tynde, forkrøblede bøge, der myldrer op ved siden af hinanden, som kommer de fra den samme rod. Og det er netop, hvad de gør. Her har vi et flot billede på Rold Skovs særlige bøge. Nogle hårdføre krabater, der kan klare sig under ekstreme livsvilkår - forpinte af vejrliget, af dyr og af mennesker. Men for at overleve kan de lave jordskud, hvilket ikke er normalt for bøg.

Det har ikke været nogen lang tur - blot 800 meter, og så er vi ved Ravnkilde. Turen har nok syntes længere, men det er fordi, der har været så meget at se på. Jeg håber, du giver mig ret i, at Ravnkilde er smuk. Et vidunderligt stykke Danmark - og tænk på, at sådan har den set ud i årtusinder. Nå ja, lidt har den ændret sig. For omkring 500 år siden var det sikkert egen, der herskede her, indtil den blev overhalet af bøgen, og selve vandløbet har også ændret sig.

I midten af 1800-tallet lagde man kildebækken i en grøft, som du stadig kan se i engen. Men i 1990’erne besluttede Buderupholm Statsskovdistrikt, Nordjyllands Amt og Fredningen, at vandet skulle have lov til at løbe direkte ud over engen, som det havde gjort i årtusinder. Den 4. maj 1996 fik kilden sit gamle løb tilbage, og det skal hverken Buderupholm Statsskovdistrikt, Nordjyllands Amt eller Fredningen høre et ord for. Tværtom! Et par uger senere blev der holdt en reception ved kilden for at festligholde, at den nu var tilbage i sit gamle leje. Traktementet stod på kransekage og det friskeste, herlige kildevand - direkte fra Ravnkilde!

Mouritz Bundgaard, der er vokset op på Bundgaarden, fortæller, at man dér - for omkring 150 år siden - oversvømmede engene med vandet fra Ravnkilde for at høste bedre hø, idet vandet tilførte den udpinte jord næringsstoffer. Man gravede et grøftesystem, og ved hjælp af små træskodder kunne man lukke og åbne for vandet. Grøfterne stod i forbindelse med Ravnkildes afløb, og på denne måde udnyttede man kildevandet. Der er sikkert tale om den grøft, der indtil vandet fik lov til at løbe frit, var Ravnkildes afløb.

Mouritz Bundgaard fortæller videre, at engbunden var så fugtig, at man ikke kunne køre med heste, så efter at man havde slået høet med le og samlet det i stakke, måtte man ved håndkraft bære det i land. Man stak to lange træstager ind under høstakken, og så tog to mand stagerne på skuldrene og bar stakken ind til fast grund.

Men tilbage til selve kilden! Se på de to rækker trædesten! Skal man over Ravnkilde, og det skal man selvfølgelig, så er det med risikoen for at få en våd sok, men det er en del af charmen, så skulle du være uheldig, da tag det med godt humør. Jeg kan garantere dig, at du er ikke den eneste, der har vasket fødder i Ravnkildes rene vand.

Drikke vandet skal du også, og derfor er det altid fornuftigt at have et glas med, når man skal på kildevandring. Det friske, kælderkolde vand smager herligt. Det er helt rent. Tænk på, at det er filtreret efter alle kunstens regler nede i jorden, og at det har bevaret sin friskhed, selv om det måske er hundrede år siden, at dét vand, som du nu drikker, faldt som regn. Tillad mig en kliché: Så er det lige som om, man begynder at “smage” historiens vingesus!

Det var her, at børnene fra egnens ældste hus, Ørnebjerghuset, måtte hente vand på et åg, når kilden nærmere huset tørrede ud. En tur på 1½ kilometer op og ned af de stejle bakker, og halvdelen af turen var med to fyldte spande vand. En hård omgang for en lille dreng, der samtidigt skulle passe på, at han ikke spildte for meget af vandet undervejs, så han måtte tage turen en gang til.

Eller Lars Kjær, der både drev krybskytteri på vildtet og krybfiskeri på havørreder og laks, men som også gik til Ravnkilde, når vinterens frost, is og sne lagde sin klamme hånd på landskabet Her ved kilden havde fuglevildtet et fristed i kilden, for den frøs aldrig til. Her var det ikke nødvendigt for Lars at gøre brug af sine utrolige evner som jæger, for ænderne var nemme at tage. Ofte var der andesteg på middagsbordet i det fattige hjem, men også så rigeligt med ænder, at han kunne sælge til venner og bekendte eller på markedet i Aalborg.

Lars arbejdede ofte som daglejer på Bundgaarden, der kun ligger nogle få hundrede meter fra Ravnkilde. En del af lønnen var en lille spand mælk, som han hver dag bragte med hjem til Marie. En dag, da han som sædvanligt krydsede Ravnkilde ved at balancere på trædestenene, var han så uheldig at miste fodfæste. Mælken røg lige lukt ned i Ravnkildes klare vand, men resolut og lynhurtigt fyldte han spanden med “mælk” derfra - dér, hvor vandet var mest hvidt.

Uden at fortælle Marie om uheldet, gav han hende mælken. Da hun skulle bage brød, blev det klart for hende, at mælken mildest talt var tynd og ubrugelig til det forehavende, og hun skældte ud over, at folkene på Bundgaarden gav dem så dårlig mælk. Så måtte stakkels Lars gå til bekendelse og fortælle, at det var hans skyld, at mælken var tynd.

Lars var en stovt himmerlænding. Djærv og med et gemyt, der ikke var til at bringe ud af fatning. Men skete der alligevel noget, der kunne ryste ham lidt, så sagde han roligt: “Kjålen brænder!”

Det var den navnkundige kromand på Rebildhus, Frimuth Engelst, der engang hørte Lars komme med den udtalelse, og han sagde: “Jeg havde aldrig hørt den før, men det var jo egentlig et herligt udtryk, der var typisk for Lars og hans lune. Siden hørte jeg ham også sige det ved andre lejligheder, og så stod der altid noget på spil, for der skal jo unægteligen noget til, for at en kilde kan brænde. Når han sagde det, så var det Ravnkilde, han havde i tankerne.”

Der er noget særligt ved Ravnkilde, og derfor har den også talt til sindet og overtroen. Rold Skovs meget vidende, men også festlige heks, Danny Druehyld, fortæller om Ravnkilde, der er en “jomfrukilde”:

“Der boede to skønjomfruer, to søstre i Gravlev, der begge elskede den samme mand. Han ville selvfølgelig helst have den yngste, men faderen tillod ikke, at de fik hinanden. Han forlangte, at ungersvenden skulle tage den ældste.

Det blev forår med majfester, og bejleren og den yngste af søstrene løb til skovs. Hun kom tilbage til faderen og spurgte, om hun nu ikke kunne få den mand, hun elskede, for hun var gravid. Men faderens svar var nej, han var ikke til at formilde. Men pigen sagde, at når hun ikke kunne få den mand, hun elskede, så måtte jorden tage hende, og hun gik i Gravlev mose og sank i dyndet.

Døde gjorde hun, men jorden ville åbenbart ikke have hende, for hendes lange, gyldne hår filtrede sig ind i grene, så hun ikke sank helt i, og man måtte grave hende op. Nu gik man til de kloge og de hellige. Og de kloge sagde, at pigen var en synder, og derfor kunne man ikke begrave hende i indviet jord. I stedet skulle man lægge hende på en kærre med et par okser for, hvilket man også gjorde.

Okserne vidste nøjagtigt, hvor de skulle gå hen med den stakkels pige, for de strøg - så hurtigt okser nu kan stryge - lige lukt ind på kirkegården. Nu kom de hellige til, og de sagde, at det var noget snyd, for havde man lukket diget, havde de ikke kunnet gå derind.

Man lukkede diget og prøvede igen, og okserne gik direkte efter porten i diget, men nu kunne de ikke komme ind. Man drøftede, hvad man skulle gøre, og de kloge og de hellige nåede frem til, at da man havde to lokaliteter, der hed Himmerig og Helvede, så skulle man begrave hende lige midt imellem, og det gjorde de. Men en sådan selvmorderske bliver ikke i sin grav. Hun bliver til en valravn.

Der er både ravne og valravne i Gravlevdalen, og derfor har kilden også navnet Ravnkilde. Og Ravnkilde er en såkaldt “jomfrukilde”, og her ligger hele forklaringen på miseren: Pigen gik nemlig slet ikke ud og syndede med kæresten. Hun badede bare “splitterbar” i Ravnkilde - og det gjorde hun uheldigvis i fuldmåne. Det skal man lade være med. For bader man nøgen i Ravnkilde, når det er fuldmåne, bliver man gravid, og det blev hun!”


De to lokaliteter Himmerig og Helvede findes endnu, og lige midt imellem bor heksen fra Rold, som også tror på, at kilderne har en rensende og foryngende kraft. Denne kraft kan man for eksempel få Valborgsaften, hvor man skal bade sig i en kildes kolde vand og derefter med tøjet på springe gennem et bål.

Medens vi er ved sagn, krøniker og overtro, så lad os også tage historien om “knarkvognen”, som Gorm Benzon fortæller om i sin bog “Sagnenes Danmark”. Han mener nemlig, at knarkvognen har sin opgang ved Ravnkilde. Herfra kører den af sted over himlen ved forårs- og efterårstid og giver en underlig pibende og knagende lyd fra sig - den knarker eller knirker. Mange vil nok mene, at det er lyden fra et fugletræk, men i gamle dage troede man fuldt og fast på, at det var guden Thor, der var på vej i sin vogn.

Gorm Benzon skriver: “Hvis man hører den komme skramlende oppe i luften, skal man råbe: “Smør din vogn i vandet!” Så giver det et vældigt plask i Lindenborg Å. Det er Thor, der dypper hjulene, for at få dem til at holde op med at knarke. Han ønsker nemlig ikke at genere folk på sin natlige køretur. På den anden side forlanger han, at man udtrykker sig nogenlunde respektfuldt.

Da et par futmælkskarle hørte knarkvognen rumle afsted, råbte de efter den: “Vend dig om og skid i navet!” Det blev Thor meget opbragt over, han vendte vognen og optog forfølgelsen, og hvis ikke der havde været et hus i nærheden, som karlene kunne søge tilflugt i, havde de utvivlsomt fået hans hammer at smage!”

Så husk, hvis du besøger Ravnkilde ved forårs- og efterårstider, at holde udkig efter knarkvognen, måske ser du den fare hen over himlen.

Men lad os kigge lidt nærmere på kilden, der har navn efter ravnen. Dén fugl, der har været forsvunden fra egnen i en lang periode, men som nu igen har fundet sig til rette i Danmarks største skov - Rold Skov, hvor den store og flotte fugl nu har flere reder.

Ravnkilde er en typisk sumpkilde, idet vandet kommer op i denne halvcirkel af “sump”, der er skåret ud af den stejle bakkeskråning. Kildevandet kommer op fra undergrunden midt inde mellem de store “puder” af mos, urter og planter, hvoraf mange er sjældne - såkaldte “istidsrelikter” - altså planter, der egentlig hører til i slutningen af istiden i et langt koldere klima, men som kan trives her på grund af vandets konstante temperatur på omkring 7º.

Hvert af de små væld mellem de grønne puder er en kilde i sig selv, og snart samles de i ét stort løb, der hastigt flyder gennem trædestenene og over vejen. Der kommer meget vand, men alligevel er det langt fra så meget som i de mest vandrige af kilderne: Lille Blåkilde og Blåhøl. Ravnkilde giver omkring 85 liter i sekundet - hvert sekund året rundt, sommer og vinter, og det svigter aldrig.

Bag kilden starter Ravnkildestien, som skovens navnkundige statsskovrider Jens Hvass anlagde kort efter, at Rold Stor Kro var åbnet i 1958. Det var samtidigt med, at han lavede travetursbogen “6 ture gennem Danmarks største skov”. De seks traveture blev uhyre populære, selv om mange syntes, at de var meget lange. Den længste var på 18 kilometer, og de af Rold Stor Kros gæster, der vovede sig ud på den tur, betragtedes med nogen respekt af de andre gæster.

Skulle der være en formastelig sjæl, der tillod sig at sige til den fandenivoldske og bryske skovrider, at de syntes, at turene var for lange, så skulle de ikke vente noget gehør for dét synspunkt. For den spejderglade skovrider syntes bare, de skulle se at komme af sted. 18 kilometer var ikke noget at snakke om.

Ravnkildestien starter brat opad, trin følger på trin, og på vejen op kommer du forbi et typisk “øjetræ” på højre hånd. Kravl igennem, hvis du kan, for det både forebygger og helbreder sygdomme. Hvem kan modstå et sådant tilbud? Måske siger du: “Jeg tror ikke på sådant noget!” Men så tænk på, at tusinder, ja, millioner af mennesker har troet på det i årtusinder, og man kan da ikke være sikker på, at alle de mennesker har haft uret.

Næsten oppe på toppen af Ravnkilde Bakker er der en betagende udsigt over Lindenborg Ådal, og skulle du synes, at det har været en hård tur - og det har det - så er der en bænk at hvile sig på. Det sidste stykke op til toppen går ad en smal sti gennem heden, men snart kommer du ind i skoven, og igen kan du se disse typiske Rold Skov bøge med massevis af stammer. Hurtigt ændrer træerne sig dog og bliver til en rigtig bøgeskov. Det kommer sig af, at det er de små, forkrøblede bøge, der tager skraldet af vind, frost og sne fra vest og skaber læ for de andre.

I Rebild kan du gå en tur i det hyggelige Spillemandsmuseum eller forfriske dig med en øl eller en kop kaffe på Roldhøj, inden du starter tilbageturen gennem Rebild National Park, hvor du på din højre hånd har Top Karens Hus. Lidt længere fremme ligger det meget charmerende Blokhusmuseum, der taler både til børn og voksne - her fortælles om udvandringen til Amerika og om både cowboys og indianere.

Man kan både fortsætte forbi Blokhusmuseet og op over Sønderkol på 102 meter og derfra til bilen, eller man kan gå ned ad trapperne og gennem festpladsen, hvor Rebildfesterne afholdes, tilbage til ådalen og bilen. Nede i dalen går du langs med Kousbækken, der er Nordeuropas tredje største kilde.

Åh, jeg glemte at fortælle historien om billedhugger Anders Bundgaard og Ravnkilde! Ovre på den anden side af Lindenborg Ådal kan du se Gravlev Kirke. Her finder du familiegravstedet for familien Bundgaard, og ovenpå gravstenen ligger der den mest velformede, yppige og splitternøgne pige. Vel nok landets mest æggende gravsted!

Billedhugger Bundgaard, der jo har lavet både Gefion-springvandet i København og Kimbrertyren i Aalborg, sad engang oppe på det dejlige gamle, stråtækte Rebildhus og fik en kaffepunch med kromanden, Frimuth Engelst, og ved den lejlighed fortalte han historien om “Hedepigen”, som den yppige pige hedder.

Som 15-årig tog han til København, hvor han havde en gevaldig masse jobs, inden han blev til noget. På et tidspunkt var knægten billardmarkør i en beværtning, og her lagde en arkitekt mærke til, at den unge mand var fabelagtig dygtig til at skære ansigter i kridt. Blandt andet lavede han karikaturer af gæsterne. Arkitekten fik ham sendt på skole, og siden kom han til Paris for at dygtiggøre sig udi billedhuggerkunsten. Her sad han en dag på sit fattige kammer og ville lave en gipsfigur af en kvinde, der lå på maven. Han begyndte med at lave ballerne: “Og aldrig har jeg lavet så gode baller!” sagde han. Han gjorde den liggende kvindefigur færdig, og den lå altid på hans bord med ansigtet vendt mod Danmark og Rold Skov.

Da forældrene døde, lavede han Hedepigen i granit, og lagde hende oven på gravstenen. Men går du hen bag pigen, ser op gennem lårene og rygraden på hende og følger linien over til den anden side af ådalen, vil du se, at hun ligger og kigger direkte over i en hulning i den skovklædte bakke derovre. Hun ligger og kigger lige ind i Ravnkilde - skovens smukkeste kilde!

Fra Helge V. Qvistorffs bog: "ROLD SKOVS KILDER" - 1996






  Tilbage til:       Forsiden       Hovedmenu                                                                                                                                                    webdesign: lennart@greig.dk