ROLD SKOV LEKSIKON

Disse kilder - klare og rene . . . . . . . . . .


Rold Skov kilder:

Kilder - generelt
Blotkilde
Blåhøl
Den ukendte kilde
Egebæks Kilde
Gravlevkilden
Helligkorskilde
Hummelbæk
Kousbækken
Lille Blåkilde
Marivæld
Parkkilden
Ravnkilde
Rold Kilde
Springkilden
Store Blåkilde
Teglgaardsmølle Kilde
Thekilden
Thingbæk Kilde


STORE BLÅKILDE - den dæmoniske -

ved Helge V. Qvistorff

Store Blåkilde er uden tvivl den mest berømte
af Rold Skovs kilder - og dét, selv om den kun
er halvt så stor som Lille Blåkilde.

Hvor Lille Blåkilde ligger helt nordpå i skoven,
ligger Store Blåkilde helt sydpå. Det er den eneste
af de store kilder, der ikke afgiver sit vand til
Lindenborg Å, men i stedet til Willestrup Å.
Medens Lindenborg Å finder vej nordpå til Lim-
fjorden, løber Willestrup Ås vand ud i Mariager
Fjord, og Store Blåkilde er dermed den eneste af
de store kilder, der løber sydpå.

Store Blåkilde er imponerende, ja, næsten helt
dæmonisk. Den er egnens flotteste bassinkilde,
og i modsætning til de andre store bassinkilder
er den meget dyb - mellem fire og fem meter.
Og så er den fuldstændig blå. Jeg erindrer, at jeg
engang var på ekskursion med nogle hydrologer
til en af kilderne, og ved den lejlighed stillede jeg
dét spørgsmål, som jeg selv er blevet stillet utallige
gange: “Hvorfor er Blåkilde blå?” Svaret var mil-
dest talt forbavsende, for i stedet for den forven-
tede lange og meget videnskabelige udredning var
svaret ganske enkelt: “Blåkilde er blå, fordi vand
er blåt!”

foto af Esther Studstrup


Det krævede naturligvis en yderligere forklaring, som selskabet da også fik: Fra naturens hånd er vand blåt, og når det ikke er blåt, er det, fordi der er andre ting i vandet, der giver det farve. Det være sig alger, der kan gøre vandet grønt, okker eller humus der gør det rødt, eller forurening der gør det brunt. Men helt rent og næringsfattigt vand er blåt!

Og man må sige, at Store Blåkilde er blå. Den er en naturseværdighed af international karat, og dem har vi ikke mange af i Danmark.

Store Blåkilde hører ind under godset Willestrup med den kønne, røde, trelængede herregårdsbygning og Willlestrup Barokhave, hvor blomsterne står i fuldt flor sommeren igennem - i tusindtal. Der er kanaler og broer, turneringsplads fra middelalderen og ældgammel bøgelabyrint, rhododendronhave og en hyggelig café, hvor man kan slappe af over en kop kaffe eller et glas køligt hvidvin, når man har været ved Store Blåkilde og siden vandret rundt i Barokhaven.

Man skal gå et stykke vej for at komme til Store Blåkilde, men det er en herlig tur ud i Willestrup Ådal. Jeg vil imidlertid gerne slå fast, at det er ikke ligegyldigt, hvornår man besøger Store Blåkilde. Den er faktisk så stor en oplevelse, at man ødelægger det for sig selv, hvis man ikke vælger det rette tidspunkt. Skal man se Store Blåkilde, så skal den ses, når den er bedst, og det er den i stille vejr med blå himmel. Blæser det, og det er gråvejr, da tag turen til Ravnkilde eller Lille Blåkilde eller en helt fjerde af kilderne.

Hvis vandspejlet på Store Blåkilde står helt blankt og himlen er blå, så er kilden også helt blå - og også helt gennemsigtig. Det er et syn, man aldrig vil glemme. Der findes ingen anden kilde, den kan sammenlignes med. Den har farve som en ædelsten, som en safir - ja, som Den blå Grotte på Capri. På bunden - fem meter nede - kan man lige så tydeligt se, hvordan sandet flere steder hvirvles op af trykket af vandet fra undergrunden. Den er mildt sagt imponerende! Den er dæmonisk!

Umiddelbart skulle man tro, at Store Blåkilde er langt den største af alle kilderne, og det har man da også troet i mange år. Men da det blev muligt at måle vandafstrømningen fra kilderne, skulle det vise sig, at navnebroderen Lille Blåkilde giver dobbelt så meget vand. Det samme gør Blåhøl. Store Blåkilde giver kun omkring 80 liter i sekundet. Der er ingen tvivl om, at det er rigtigt, selv om den ser meget større ud end de andre.

Allerede tilbage i 1800-tallet forsøgte man at måle, hvor meget vand, den gav. Det var i september 1883, man gjorde forsøget, og man kom frem til, at den gav ca. 120 liter i sekundet. Helt nøjagtigt har det næppe været, men på den anden side er det vel tænkeligt, at der var mere vand i kilderne dengang, da grundvandet lå højere end i dag. Måske har Store Blåkilde og de andre kilder “mistet” en tredjedel af deres vand.

Navnet “Blåkilde” kommer selvfølgelig af, at den er blå - eller gør det? Navneforskere har sået tvivl om, hvorvidt det er det blå vand, der har givet kilden navn. Det kan også komme af “Blotkilde”, altså offerkilde. At netop denne kilde har talt til sindet og til overtroen er indlysende. Det er såmænd ikke så længe siden, at der var én, der ringede og fortalte mig, at han havde dykket i Store Blåkilde som ung, og at han havde fundet adskillige offergaver fra oldtiden og kunne dermed bekræfte, at den havde været en offerkilde: “Hvad for eksempel?” spurgte jeg. Men han var undvigende og ville ikke fortælle noget: “Det er bedst, du ikke ved det!” sagde han, så der har jo nok været tale om danefæ. Det er imidlertid stadig en god skik at kaste en mønt ned i dybet.

Turen til Store Blåkilde starter fra den store parkeringsplads på landevejen mellem Skørping og Astrup i den sydlige udkant af skoven. Der er en afmærket rute til kilden, og det er en dejlig tur ud i ådalen - blot en kilometer hen og en kilometer tilbage.

Når man står ved kilden, må man undre sig over, hvor alt det vand kommer fra, som hvirvles op fra undergrunden. Det er der da også mange, der har gjort, og tidligt opstod ideen om, at Blåkilde var afløbet for Himmerlands største sø - den nærliggende Madum Sø. Teorien er ikke blevet bevist, men sandsynligheden taler for, at det er rigtigt. Madum Sø ligger kun to kilometer væk, og Blåkilde afvander formodentligt et område på hen ved 10 km². Da Madum Sø ikke har noget naturligt afløb, vil der ikke være spor underligt i, at overskudsvand fra søen vil blande sig med alt det andet vand i undergrunden og komme ud i Store Blåkilde.

Ligesom der er overtro knyttet til Store Blåkilde, sådan er der også overtro knyttet til Madum Sø, nemlig historien om borgen, der lå midt ude i søen. Lad os give den i himmerlændingen Hans Kirks version, som den står i “Himmerlands Hjerte”:

“Der er en forunderlig melankolsk skønhed over denne sø mellem skove, enge og hedebakker. Dens vand er blåt, undertiden skinnende som perlemor. Der fortælles et sagn om, at der engang lå en borg på en ø midt ude i søen. Men herremanden var en gudsforgåen krop, som i en svir sendte bud til præsten om at få den hellige nadver, for nu lå han for døden.

Han havde imidlertid lagt et svin i sengen, og på en eller anden måde opdagede præsten det først, da han havde berettet soen. En så forfærdelig helligbrøde blev ikke ustraffet, herregården sank i søen med mand og gris. Der er dem, der er sikker på, at de har set vejrhanen på tårnet blinke i søens dyb.

Det er et vandresagn, men det skyldes, at den har været en helligsø med en for den fremrykkende kristendom farlig kult. Man kunne lægge kirkerne på de steder, hvor vier og kultsteder havde været, man kunne erobre kilderne og gøre dem til helgenkilder, men søerne valgte man at belægge med infami. Det var en ideologisk kamp på livet løs mellem kristne og hedninger, og de ivrige, af kongemagten støttede missionærer, var frække og dygtige propagandister!”


Så meget om Hans Kirk, Madum Sø og Store Blåkilde … men husk: Kilden skal helst ses i stille vejr og med blå himmel!

Fra Helge V. Qvistorffs bog: "ROLD SKOVS KILDER" - 1996






  Tilbage til:       Forsiden       Hovedmenu                                                                                                                                                    webdesign: lennart@greig.dk